september 2012Tungelunden: september 2012

lørdag den 29. september 2012

Design with Light

Holmegaard lancerer smukke efterårsnyheder og jeg har fået lov til, at teste to efter eget valg (slet ingen dårlig tjans!). Lanternen her er fra serien 'Design with Light' som udkom sidste år i en klar udgave. Jeg synes egentlig billederne taler for sig selv. Toplækkert med den rå læderstrop og så har jeg faktisk på fornemmelsen, at jeg bliver ret glad for den, næste gang vi har en strømafbrydelse ;-) Holmegaard skriver, at den også vil lyse fint op i kaminindsatsen og det kan jeg sagtens se for mig - gid man da lige havde sådan en!


Men det er smart, at den er mobil. Jeg ved ikke med sådan nogle lanterner.. er det mest til udendørs brug? Den står da lige så fint indenfor og her kan jeg jo oven i købet selv se den. Den fåes i tre størrelser, hvoraf dette er mellem. Du kan se dem og øvrige nyheder på Holmegaards hjemmeside


Ha' en skøn weekend :)


lørdag den 22. september 2012

Ninus

Ninus er udstyret med egen dyne og pude med aftageligt retrobetræk - lige i tide til middagsluren i dag. Jeg har set en gammel dukke-klapvogn i rød fløjl som jeg også godt kunne tænke mig, at udstyre Ninus med.. den var så fin ♥

fredag den 21. september 2012

Har haft heldet med mig!

De sidste par måneder er mit navn nemlig blevet trukket i flere give aways - og jeg er lidt bagud med, at vise de flotte præmier frem, så her kommer de lige på rad og række. 


Frk. Hansen laver de smarteste smykker, jeg er helt vildt glad for disse øreringe og har haft dem på flere gange - hun sendte også en sød lille ekstra ting, nemlig en lille hjerteguirlande :) Tusinde tak!




Kender i Onkel Anne -  livet med en hæklefejl i kysen? (ja det skriver hun altså selv) - hos hende vandt jeg "Længsler og leverpostej" og den kan VARMT anbefales!!





Hos Belladotte, som jo også er hende der holder styr alle andres give away's, har jeg vundet en wallsticker og jeg valgte denne væltepeter :) den er lige kommet med posten og jeg er spændt på, at få den op.


Og sidst (men ikke mindst) er Fifty Shades også på vej til mig - den har jeg vundet hos Pernille med bloggen Illustrafil og hvis du ikke læser med her, så vil jeg gerne lige anbefale dig at smutte forbi.. hun kan noget (noget sjovt!) med tekst og illustrationer. 

Ikke dårligt siger jeg bare, jeg er vild med det hele :D

onsdag den 19. september 2012

P.. for

Pude med Piping! Tadaa.. første kuvert-pudebetræk med piping. Jeg synes jeg er sluppet rimeligt fra det. Den har måske lidt spidse 'ører', men det gør ikke så meget. Nu føler jeg nærmest trang til, at sy puder af samtlige mine retrostoffer.. der er bare et lille 'problem', jeg vil gerne have lyse og enkle puder i min stue - jeg ved godt det ikke harmonerer så godt med min hang til farverigt 70'er stof. 
Den orange og iøvrigt også en råhvid hæklet pude har aldrig helt fundet hen i sofaen, de ligger i kurven og kommer vidst ikke videre derfra. Jeg må enten skille mig af med dem eller forvandle soveværelset til et farvemekka (/pudehelvede) når nu jeg ikke kan lade være. Hvis jeg en dag får ønsket om et sy-rum opfyldt må der gerne være plads til en lille sofa FULD af retro puder.. oh  
...and room for a pony ;-)

Jeg har gjort brug af disse links: Fargefest DIY til kuvertpude (tak Avmeg for tippet), Marapytta syskole for at få hjørnerne pæne og Kreakriller's DIY som viser hvordan man laver en pæn afslutning med piping.


tirsdag den 18. september 2012

Krukkede krydderier og dyr på dåse

Jeg købte de Søholm krukker jeg har kredset om et stykke tid - det var først da jeg så dem hos Maj jeg besluttede mig for, at snuppe hele baduljen. Hun har spraymalet dem i alle mulige farver og det er også min plan, undtagen den store kakao-krukke - det vil næsten være synd. Jeg købte også en masse dyr til Oliver, en grundig vask og så var de klar til leg. Dino'erne er faktisk til mig selv, de skal limes på låg, spraymales og fungere som opbevaring af perler og andet småt - skulle gerne se ud nogenlunde som disse 

I morges vågnede jeg med en Brachiosaurus i håret, heste, grise og får spredt i hele sengen.. Lidt over midnat flyttede Oliver nemlig ind i dobbeltsengen med hele bondegården (han måtte vidst gå flere gange for, at få dem alle med). Hvor har vi sovet dårligt.. en dreng der manglede dyne, ville putte, en hest i ryggen - ikke så rart, at ligge på.

Krukkerne passer perfekt til vores ellers jævnt kedelige krydderihylde - nu mangler jeg bare spraymaling!

Ting og sager i shoppen

Nu er der Boot Cuffs og andet forskelligt i blogshoppen, og på Trendsales

lørdag den 15. september 2012

Boot Cuffs

På dansk - snydestrømper? Jeg er sikker på de bliver faste følgesvende dette vinterhalvår. Mine vinterstøvler er forede, så tykke strømper er der ikke plads til - men disse boot cuffs fungerer rigtig godt, de varmer lige det ekstra stykke og så synes jeg faktisk det ser ret fedt ud med en strømpekant. Hvis du er interesseret i sådan et par, så hold øje med blogshoppen :)



onsdag den 12. september 2012

A Sucker for happy endings!

Hvad med dig?

Jeg har siddet og tudbrølet ned i en dåsecola i aften.. først til Sporløs. En ældre herre i Helsinki er nu genforenet med sin datter, som han forgæves har forsøgt, at få kontakt til, men ikke har set siden hun var spæd - nu fandt hun ham. Fra ensom enkemand til far, svigerfar og morfar til ikke mindre end tre skønne unger! Det er ren lykke ! Og han tudbrølede.. og det gjorde jeg så også, så hårdt at jeg faktisk måtte hente køkkenrullen. Og godt jeg gjorde det, for bagefter kom 'Mit Publikum.' - og så måtte jeg lige hyle lidt mere over endnu en happy ending (og ja, når jeg er alene hjemme så hyler jeg altså bare igennem).
Tak til DR1 - det er da programmer der kan noget :) 

.. og jeg glemte helt, at jeg ville sy en pude, den laver jeg lige en anden dag.

tirsdag den 11. september 2012

Hjerte Guirlande / Heart Garland DIY


Jeg har syet en lille hyggespreder med rå kanter. Et sy-projekt alle kan gå til, bare du kan håndtere en saks og en symaskine.. alternativt kan hjerterne syes i hånden.

Du skal bruge:
Stof
Pladevat
Bomuldsgarn
Saks
Nål
Perler
Strygejern

Lav en skabelon så hjerterne bliver ens, mine er ca. 12 cm høje og 10 cm brede.
Klip 2 hjerter i stof og 1 hjerte i pladevat. Læg pladevat på vrangsiden mellem de to stofhjerter, hæft og sy hele vejen rundt, to gange, med brede zig zag sting - og vupti - ét hjerte færdigt. Når du har lavet det antal du ønsker, tråder du nålen med bomuldsgarnet og fører det gennem hjertet, lodret eller vandret alt efter, hvordan den skal hænge. Herefter presser du hjerterne med strygejernet. Jeg har perler på nederst som hviler på en knude, det giver den lidt ekstra tyngde - men man kan jo bruge ingen eller flere, sætte perler mellem hjerterne, pynte med en knap eller noget helt tredje.

Min skal hænge i et glasparti vi har i vores entre og den er ikke tungere end, at et stykke almindeligt tape kan holde den - smart, for jeg har en pilfinger der nok vil hive lidt i den.


Quick and easy sewing project for beginners. Zig zag on you sewing machine or hand stitch to get a raw edge. Materials: Fabric, batting, scissors, pins, cotton yarn/thread, iron, sewing needle and pearls. 

Make a template for your hearts - mine are 12x10 cm. Cut two pieces from your fabric and one piece from your batting. Put the batting in between the two pieces of fabric - fabric right sides facing out. Zig zag two times around, and you have finished your first heart :) When you have all your hearts ready, thread a needle with cotton yarn and pull through from top to bottom or side to side (depending on how you want you garland). I have two pearls at the end of mine - but decorate as you please. Iron flat to finish.


Sådan så den ud i første omgang -  nu hænger hjerterne over hinanden som på billedet foroven

lørdag den 8. september 2012

Accessorize

Der er gang i accessory afdelingen denne weekend

Dahlia fingerringe - ørestikkere skal købes, så der kan laves en håndfuld af dem også. Jeg har en stand med en veninde til Second Hand bazar i Stakladen og regner med, at tage dem med der og ellers have nogle liggende til små gaver.

Tre ensfarvede hårbøjler, hæklet på bestilling og meget snart på vej til Kbh med post - jeg håber modtageren bliver glad og tilfreds :) Hækler også på et Ipod cover til niecen og en karry-farvet hængehue.. til mig selv eller til salg. Jeg har faktisk også et par andre hækleprojekter som jeg hellere snart må få skudt igang. Keder mig aldrig!


tirsdag den 4. september 2012

Gamle hækle og strikkeopskrifter

Jeg har fundet nogle gamle hækle- og strikkeblade, både danske og udenlandske. Kan ikke stå for de billeder her, søde og sjove og gode opskrifter imellem - så er det jo (igen!) man sidder og ville ønske man virkelig havde styr på de strikkepinde.. ret og vrang kan jeg, ind- og udtagninger og alt det her har jeg ingen styr på. Heldigvis er der gode hækleopskrifter også.

Håber i kan tåle lidt billedspam :)




mandag den 3. september 2012

Vil blot sige at...

Jeg er med i kampen om alle disse lækre ting...

.. og det er du sikkert også lige om lidt. Klik på billederne, så kommer du til den fineste give away hos Sukkertøy for øyet
 :)

Held


Genbrugsbutikkerne er som regel støvsuget for lækre retrostoffer, eller der er langt i mellem ihvertfald.. men i dag var jeg alligevel lidt heldig.

Det blå er et voksen dynebetræk som bortset fra slid i det øverste stykke er i god og rimelig 'kraftig' kvalitet. Det grøn/brune er en rund dug og i rimelig god stand, det ville pynte med nyt skråbånd - men da jeg ikke har et bord den passer til skal den enten sælges, byttes eller også bruges til sy-projekter.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...